Du troede at en hank er til at holde fast på, så du ikke brænder dig på dit stentøjskrus, og så var den prut slået. Men der tager du så grueligt fejl. I hanken er hele dramaet indlejret. Hanken er det smukkeste. Den rigtige hank løfter kruset op fra fint til vidunderligt. Men en hank kan også ødelægge alt. ALT, siger jeg dig!
Hanken er det vigtigste. Men er den forkert, er det bedst at undvære. Hanken skal være aldeles sublim, for overhovedet at være berettiget. Den er det sværeste og mest forkælede ved et krus. Hanken kan også være det smukkeste. Men smuk er ikke godt nok. Den skal ergonomisk være gennemtænkt og afbalanceret, så den ikke larmer i din hånd. Den skal gøre dig tryg, når du holder på den.
En god hank er i sandhed et mesterværk. Hanken er en balance mellem funktion og æstetik. En hank og et krus skal vikle sig ind i hinanden og skabe en synergi, der gør dem begge uundværlige.
“guderne skal vide, at der er mange elendige hanke derude…” (frit oversat efter hukommelsen)
Dette er et af de citater der, under min uddannelse som cand. Youtube. i keramik, har mejslet sig ind i min hukommelse. En amerikansk keramiker er ophavet til visdomsordene, der faldt i en video ude i zyperdybet. Jeg husker ikke hvem han var, men imponerende var hans teknik. Han håndterede hanke, der trods den slaskede og utaknemmelige beskaffenhed, smøg sig som silketørklæder i hans hænder og lagde sig uangribeligt til rette, på det våde keramikkrus. Ikke et eneste uovervejet fingeraftryk efterlod han. Kun en swung der lod englene synge. Et fyrtårn blev han. Jo mere jeg trænede mine hanke, jo klogere syntes hans ord. Og med skamløs mangel på ydmyghed, vil jeg mene, at jeg efterhånden nærmer mig en hank, jeg kan være stolt af.
Min yndlingshank er den omvendte. Den vokser sømløst ud af krusets krop og svinger sig kækt opad og rundt. Tyngden er nede og giver jordforbindelse. Den er tyk og bred og tillidsvækkende. Jeg vil ikke have de elendige hanke på min samvittighed. Det skal guderne vide.
