
Begejstringen stiger efterhånden, som inspektionen afslører fejlfrie samlinger uden tørrerevner. Håndlavet keramik er lumsk og selv det mest gennemarbejdede kunsthåndværk af keramik kan forråde dig på målstregen, med en revne der skriger til himmelen og arbejdet er spildt. Men denne gang stod stjernerne rigtigt og ovnguderne var milde.
Så er du klar, til at tage hul på det næste kapitel ud i al keramikkens ustyrlige potentiale for frustration. For tekandetudens funktion er umulig at kende før glasurbrænding. Nok kan du beregne din hældning, dit swung og din tudspids tykkelse og beskaffenhed. Nok kan du teste den efter forglødning. Men tro mig, for jeg har været alle tekande tud katastrofer igennem. Man skal ikke stole på en drypfri tud, før den er glasurbrændt.
Jeg har i tidens løb haft mange forsøg på tekander, i forskellige afskygninger. Det eneste de har til fælles er, at de hælder elendigt. I år havde jeg sat mig for, at lykkes med en drypfri tekande og finde ud af, hvad hemmeligheden bag den drypfrie tud er er. Nu står jeg her med 4 drypfrie tekander, endda med låg, der passer.
Var det staged eller ægte autentisk
Forleden dag afholdt jeg livestream tekande tud test på instagram. Det var et arrangement, der tiltrak 7 tilskuere fra den anden side af skærmen. Min kompetence indenfor it tillod mig ikke, at interagerer med dem, så engagementet har jeg ikke begreb om. Men tekanderne hældning blev en pragtpræstation, i hvert fald i min målestok. 4 ud af 5 klarede testen og en er degraderet til blomstervase. Så meget succes er jeg ikke vant til. Jeg jublede og jeg hældte som havde jeg aldrig hældt før.
Men var det snyd? Var det staged? Havde jeg virkelig holdt mig på måtten helt til tirsdag, selv om tekanderne var kommet ud af ovnen allerede mandag morgen. Nej. Jeg må med skam erkende, at jeg har snydt. Jeg har ingen tålmodighed og afprøvede dem mandag aften. Til mit forsvar, vil jeg mene at min begejstring ikke falmer, bare fordi tekande tud testen ikke er en jomfrutur. En drypfri tud fortjener en fest, hver eneste gang. Så må tålmodigheden og sandfærdigheden komme på nytårsfortsættet til næste år.