Min besættelse af tekander har mange år på bagen. Som teenager læste i en oldgammel biblioteksbog om keramik som håndværk, at en tekande er den ultimative prøvelse. Mestrer man teknikkerne, der er forudsætningen for den hånddrejede tekande, så kan man alt. Skønt jeg endnu ikke havde siddet ved en drejeskive, prægede ordene sig ind i min sjæl. De har været en drivkræft i min udvikling, og jeg er nu, 25 år efter, næsten i mål.
Her sidder jeg så på mit fyrretyvende år og er nærmest lykkelig. Alligevel har jeg en lille orm, der bliver ved med at nage mig. Min fortrydelse er, at jeg stadig ikke kan lide the. Ikke på den måde at jeg ikke kan drikke det. Det kan jeg godt, men jeg gør det for tekandens skyld. The har aldrig vundet mine smagsløg. For mig føles det lidt som en slap og vattet undskyldning for dårlig kaffe. Det har været en udpræget skuffelse.
Nu er jeg ikke af en beskaffenhed, der finder mig skuffelser ret længe ad gangen. Jeg har i mit eget kongerige ophævet den latterlige og absolut unødvendige uskrevene regel om, at tekander er bergenet til the. Her hos mig, og fra NU af, er tekander beregnet til drinks og cocktails, sjusser måske endda øl.
Min livskvalitet stiger bare ved tanken.
