Kruset på fotoet : grønne perler
Når femmede præsenteres for mit håndværk, et krus, første gang er det ikke sjældent at reaktionen er positiv…heldigvis! Jeg kan ofte imponere med mit håndværk, min mangfoldighed, min finurlige humor og min iderigdom. Indimellem sker det, at anerkendelsen i allerbedste mening formuleres som et spørgsmål om talent: “hvor er du dog talentfuld!”
Afsenderen har naturligvis ingen anelse om, at intet i verden kan afmontere en god kompliment som netop det. Talent har, fra mit synspunkt, ualmindeligt lidt med sagen at gøre. Et fokus på talent negligerer brutalt al det arbejde både fysisk og mentalt, der ligger i det fundament, som det krus er udstillet på.
Ingen, med enkelte undtagelse, men i hvert fald ikke jeg, er født og vokset op med en hjerne og en krop, der, af sig selv, udgyder det ene guddommeligt inspirerede værk efter det andet. Nok kan der være en interesse, der er kommet af sig selv, men derfra er processen det rene modvind og op ad bakke. Bag en kunstner, der har nået et gennembrud, ligger årevis af arbejde forud spækket med træning, der er drevet af interesse og nysgerrighed og måske et lillebitte virkelighedsfjernt håb, er aldrig blev knægtet af rationalet om økonomi og sansynlighedsberegningen, der kom frem til, at det nok er umuligt at blive til noget. Der har været vilje til hovedløst at satse bøvlet og kaste sin arbejdsindsats ind i projekter, som ingen ved om overhovedet ender med et brugbart produkt. Ofte er præmien de pureste lærepenge, skuffelse og en lillebitte erfaring, man forsigtigt kan putte i sin rygsæk. Den, der kommer til gennembruddet, har små bitte ar over det hele, der vidner om de tæsk, der følger med, når man stikker næsen frem og vil ses. Det kræver mod, at blotte sin sjæl, sin ambition og stille den til skue, med risiko for hån og spot. Med tiden bliver kompetencen større, stoltheden hærdet og risikoen mindre.
“Men man kan jo ikke træne sig til de finurlige ideer der vælter ud af dig” er argumentet så, og mine skuldre bliver endnu tungere. Kreativ tænkning, idegenerering, humor og visualisering er kompetencer, der ligesom drejeteknik kan trænes, hvis man vil satse sin energi på det og hvis man tør. Begyndelser er svære og ideer kommer også i usjove og dårlige udgaver. Det tager tid at lære at raffinere dem, og formidle dem på en kunstnerisk måde, der appellere til et publikum. Indtil det lykkes, er man bare sådan en, der siger underlige ting og bruger sin tid og sine penge på uforståelige projekter. Styrken i at gennemleve det, synes jeg fortjener mere applaus end at have et talent.
Nu sagde jeg det højt.
