Jeg glatter forsigtigt tapen i hjørnerne og betragter tilfreds mit skilt “Ingen politik i værkstedet – kun kreativ fordybelse”. Min radio er for længst sat i karantæne. Den står ude i gangen og venter på bedre tider. Den dårlige stemning, der dagligt væltede ud af den, pligtskyldigt indhentet fra hele verdens rædsel, forstummede, da jeg trak dens ledning ud af kontakten. Den var så udmattet, at den ikke engang strittede imod. Fra nu bliver det podcasts med fis og ballade og lejlighedsvise opdateringer om verden, i nøje afmålte doser, der tager hensyn til humøret, kreativiteten og håbet. Uden det, kan intet udrettes.
En tanke strejfer mig flygtigt. Måske man skulle sende et begejstret og håndlavet keramikkrus fuld af god stemning til de store ledere i verden. Putin, Trump, Xi og måske også Mette Frederiksen. Måske kunne man gøre verden en tjeneste og prikke lidt til verdensfreden. Måske kunne en Endeven gøre underværker og formilde de bistre ansigter. Måske en Enhjørning, med lidt guld kunne opløse fortidens nag og fremtidens begær. Jeg skubber tanken fra mig med et suk. Toldreglerne og forstoppelse i verdenshandlens transportsystem har nok forpurret den mulighed. Tror jeg. Jeg orker ikke at sætte mig ind i det. Jeg retter mit fokus mod Sukkerdyrene. De laver jo ikke sig selv.
Mit verdensherredømme starter her og er bygget på et fundament af pyt-somhed og begejstring, med en erklæret mission om, at infiltrere helte verden.
