Hvem sætter sig for, at etablere en seriøs keramik virksomhed på noget så underlødigt som tissemandskrus. Det skal jeg sige dig. Det er der ingen der gør. Tissemandskruset er opstået ud af en joke og en bestilling, der tilfældigvis blev filmet. Et fjollet opslag, der af uransagelige årsager blev delt af de store instagramprofiler og gik viralt. Eksponeringen i sig selv skabte en efterspørgsel, der er stor nok til at lægge bunden i min virksomhed. Der er ingen tvivl om det. Algoritmen lyver ikke. Tissemænd er sjove. I alle afskygninger. I alle segmenter. Hvis ikke de er sjove, så forarger de tilstrækkeligt til, at folk bliver hængende et lille øjeblik ekstra. Det lille øjebliks forargelse registrer algoritmen og booster eksponeringen endnu mere. Det er en vidunderlig mekanisme, som jeg har lukreret på, og først forstået på bagkant. Tak til algoritmen.
Tissemandskrus i historisk perspektiv
Man kunne forledes til at tænke, at det er et lidt sårbart fundament, i al den stund, at nogen andre bare kunne give sig til, at lave tissemandskopper. Imidlertid er jeg ikke bekymret over sagen. Tissemandskeramikken lever i bedste velgående derude på internettet. Jeg har bestemt ikke patent på konceptet tissemand i kop. Forleden lå der i kommentarsporet et bidrag, der gjorde mig opmærksom på en historie, der er sigende for tissemandskrusets udbredelse. Tissemandskruset er opfundet i Caldas da Rainha i Portugal, da kong Dom Luis (regerende fra 1861- 1889) fandt den lokale keramik uinteressant og bad de lokale keramikere om, at lave falloskopper til ham. Således kunne kunne han underholde sine gæster ved hoffet. Så der er faktisk intet nyt under solen. Tissemænd var også sjove i gamle dage.
