Lysvågen slog jeg øjnene op. Midt i mørket lå jeg, så ensom som man er når tankerne overtager. Det slog mig, at der måske er en sammenhæng mellem de gammeldags grammofonplader og mine hånddrejede krus. Måske kan de, ude i en fremtid vi endnu ikke kender, få mit lydmæssige aftryk til at vare evigt.
I grammofonpladerne udnytter man en teknologi, der tillader at gemme lyd. Lydbølgernes vibrationer bliver præget ind i tynde riller i pladen.Når jeg sidder ved drejeskiven, trækker mine hænder spor over lerets overflade. Leret bliver efterfølgende brændt hårdt og stivner.
Den lyd, der var i rummet, da sporet blev trukket, har måske indlejret sig som små bitte skælv. Skælv, der er usynlige for det blotte øje. Tanken om, at der måske engang i fremtiden findes en som mig, der opfinder en afspiller til fortidens keramik, får min hjerne til at gå i selvsving.
Mit hoved løfter sig. Det føles, som om det er ved at flyve væk som en stor rød ballon. Tanken om et lydaftryk i verden, som måske er gemt for evigt, åbner en ny følelse. Måske andægtighed. Jeg er ikke sikker.
Den nat stod jeg op og drejede keramikkrus med sang. Jeg besluttede at gøre det til en vane. En slags dagbog. Bare for at minde fremtiden om, at jeg stadig er her.
Jeg findes. Jeg vil, ikke hver gang, men en gang imellem, synge en sang for en krukke i stentøj. Og sætte et lillebitte spor af lyd i fremtiden. Krusene her er drejet med sang
