Først en hilsen og tilkendegivelse af sympati for projektet og begejstring for stilen og underholdningsværdien. Et foto vises frem. Et screenshot fra instagram, facebook eller pinterest af et kaffekrus med en finurlig og farverig dekoration. Kruset er tydeligvis håndlavet med trukket hank og en helt karakteristisk stil, som IKKE er min. Og så falder spørgsmålet: “Kan du lave det???”. Et spørgsmål, der helt uforvarende, tricker alle mulige forskellige smagsvarianter af modstand. Med dette blokindlæg er det min intention, at tage dig med ind i hovedet på mig og på forhåbentlig pædagogisk vis udfolde noget af det, der foregår, når jeg bliver forelagt en kopieringsopgave.
Ophavsret er en anden historie. Det her handler slet ikke om ophavsret. Det er et helt kapitel for sig, der godt kunne udvikle sig til en doktorafhandling. Den korte version er, at det faktisk er ret svært, at overtræde ophavsretten, i forbindelse med den slags keramik jeg laver.
Keramik er vidunderligt blandt andet fordi, skuffen med muligheder er uendelig dyb. Der er tusinde teknikker og tusinde muligheder ud i materialer og værktøj. Ingen kan alt og der er altid nye hjørner, at udforske. Derfor er ideen om, at regne ud præcist hvilket materiale, der er brugt i et design, ofte lidt uoverskuelig. Måske kan man ramme en lertype, men du skal også ramme en begitning eller en glasur og en brændingstemperatur. Er du endelige kommet så langt er opgaven “kun”, at imitere en stil. Det er ofte en stil, der ligger helt naturligt for det sæt hænder, hvori stilen er opstået. De samme hænder har lavet prototyper, designudviklet, gentaget og perfektioneret detaljerne, så det hele står skarpt, velproportioneret og helt igennem med vilje. At kopiere et design kræver ofte flere forsøg, for at komme bare i nærheden, og er ofte en skuffelse. Ikke fordi produktet egentlig fejler noget, men fordi det ikke matcher det indre billede.
Tankelæsning er ikke min gebet. Hvis man så forestiller sig, at ønsket er noget, der minder om kruset på billedet, men ikke nødvendigvis er det samme. Så åbner der sig en helt ny dimension af behov for tankelæsning. Nu er opgaven at regne ud på hvilken måde kruset på billedet er attraktivt. Hvad er det, ved netop det krus, der er vigtigt at få med over i en kopi og hvor kan man slække på nøjagtigheden? Hvordan ser de krus egentlig ud, der findes inde i det andet menneskes hoved? Ingen ved det! Jeg kan godt dekonstruere et design i mit hoved og ekstrahere de detaljer jeg foretrækker. Jeg kan også tegne det, der er inde i mit hoved… Men det gør ikke sandsynligheden for skuffelse mindre. Det er jo den andens hoved, der skal udkrystallisere sig igennem mine hænder.
Samtalen der kræves her, for at kompensere for min manglende evne til tankelæsning, er lang og kompliceret og forudsætter et sprog med nuancer ud i former, farver for ikke at tale om keramiske processer og muligheder. Den tålmodighed, der kræves her, overstiger ofte min kapacitet. Jeg bliver helt træt bare ved tanken.
Arbejdsindsatsen i tusindefold. Skulle man endelige lykkes med en kopieringsopgave, så kan man være helt sikker på, at den har krævet den rimelige arbejdsindsats i tusindefold. Arbejdsindsatsen er sjældent økonomisk honoreret, fordi, i hvert fald jeg, aldrig har forudset strabadsernes omfang, når jeg har diskuteret prisen på opgaven. Således er alle involverede skuffede.
Alle disse skuffelser leder tanken hen på den oplagte mulighed, at skaffe sig et krus som på billedet, hos den kunstner, der faktisk har lavet det krus på billedet. Den kunstner har øvet sig, har stilen indlejret i sin krop, kender materialerne og ved lige hvordan man gør. Der er så meget mindre bøvl og tid involveret her. Måske kruset endda er på lager eller i process allerede.
Lige så belastende det er at lave kopier af andres arbejde, lige så belastende er det for den oprindelige kunstner, at blive kopieret. Dels går hun glip af et salg og den opbakning der er i, at vide at nogen sætter pris på de værker, hun skaber. Dels føles det bare helt vildt tarveligt, at forære netop det, til en anden, der utvivltsomt hellere ville være foruden .
Det pureste kærlighedssprog. Jeg er overbevist om, at alt det her kun foregår inde i hovedet på mig og formodentlig også på en del af mine med-keramikere. Jeg har på ingen måde i sinde, at bebrejde mennesket med billedet, da det er min klare opfattelse, at henvendelsen er ment som en kompliment. Det er ment som en opbakning, hvor mit arbejde støttes og en hvor tilliden til, at mine kompetencer med ler rækker helt ud i uendeligheden. Jeg siger det ikke så tit, men det gør den faktisk ikke. Jeg sætter stor pris på intentionen og fortolker det kun som et kærlighedssprog.
Jeg elsker at lege med ler. Jeg elsker alle mulige former for ler og alle materialer, tekniker og processer. Jeg er med på den værste! Men det er sjældent man møder en opgave, der har så dårlige odds for succes som kopiarbejde.
Det bliver nok en skuffelse.