Skip to content
Menu
Pureste Mudder

  • Pureste Mudder
    • Mød mig her i 2026
  • Butik
  • Webshop
    • Kasse
    • Kurv
  • Keramik blog
  • Handelsbetingelser
0
Pureste Mudder

En hyldest til min ovn

By Ida Buch Lazo on april 13, 2026april 13, 2026

Rasende og frustreret brasede jeg ind af hoveddøren og kylede min taske hen ad gulvet. “Dem og deres forbandede regler” råbte jeg arrigt efter mennesker, der slet ikke var til stede. Min forbløffede mand vægrede sig ved at spørge ind, og gjorde det kun af pligt. Han vidste allerede, hvad sagens kerne var, for historien var endnu en gentagelse af den samme scene. Et plottwist sendte imidlertid historien i en helt anden retning, da min mand, løsningsorienterede, som den slags jo er, i et opbakningskram mumlet ned i mit hår … “Så køb dog den ovn!”


De offentlige værksteder er radiobiler
I årevis havde jeg udfoldet mit liv med ler på diverse offentlige værksteder og uddannelsesinstitutioner, hvor jeg var tilknyttet (en hel del forskellige af slagsen, men det er en helt anden historie). Rammerne på den slags steder bæger præg af regler, der inddæmmer muligheden for katastrofer, og beskytter brugerne mod, at bruge materialerne på en uhensigtsmæssig måde, der ødelægger både materialer og produkter. Som når man sætter bumpere på radiobiler påvirker al den beskyttelse uundgåeligt friheden og muligheden for udfoldelse. I min nysgerrige udforskning af materialer og muligheder og en insisteren på, at gøre noget andet, end det fuldstændig gennemtestede, blev rammerne for snævre og stakitterne for høje. Fornemmelsen af at eventyret er på den anden side af reglerne blev stærkere og stærkere og ledte til konflikter med dem, der med al mulig ret, insisterede på at håndhæve dem.
Universet velsignede mig den nat. Min første googlesøgning på en genbrugs keramikovn åbenbarede det lykketræf, at en pensioneret hobbykeramiker, intenderede at konvertere til læderarbejde. Forstå det hvem der kan!? Han solgte mig en topovn, så velholdt at den næsten var ny men grundigt indsmurt i nostalgi, mod et løfte om at give den kærlighed og meget arbejde. Prisen var ganske favorabel og kan slet ikke sammenlignes med de brugtpriser, der udgør markedet nu.

Et liv med keramikovn
Et nyt univers åbnede sig. Jeg var ikke helt ny, for jeg havde lært mig at bruge en keramikovn og en styrring mens jeg på pædagogseminariet. Her blev jeg sluppet fri i keramikværkstedet som den eneste entusiast, da keramikunderviseren var blevet pensioneret uden at lade sin viden om keramikovnen gå i arv. I den periode læste jeg alt, hvad der er værd at læse om ovn, styringer, brændingskurver og vedligehold. Det kan godt være lidt af en videnskab. Jeg vil her forsøge at give dig en pixibogsudgave af min visdom.


Pixibogen om keramikovn

– Elinstallationer: De fleste ovne har brug for kraftstik. De findes til almindeligt stik, men kun i så lille udgave, at det næsten er en joke. Kraftstik er dem der sidder ved de fleste vaskemaskiner. De er dyre at installere, til gengæld er der krudt i dem. Det er en forudsætning for at anskaffe sig en ovn.
– Brandsikkerhed: Der er regler og anbefalinger om, hvor du stiller din ovn. De materialer underlaget, loft og væggene er lavet af, har betydning for hvor meget plads den kræver. Det er bedst at overholde retningslinjerne hvis du gerne vil have at brandforsikringen dækker balladen brand.
Røg og damp: Keramik der brændes afgiver dampe og kemikalier du ikke har lyst til at bo sammen med. Derfor er det smart at sørge for udluftning. Et åbent vindue eller en emhætte er en løsning.
– Du skal have styr på dine lertyper: Hvis du brænder dit ler ved en temperatur der er højere end det kan tåle, så smelter det. Det kan smelte sig helt flydende ligesom flødeis. Hvis du fylder din ovn med lertøjsler og brænder på stentøjstemperatur, så er din ovn færdig. For ikke at tale om dit ler. Du skal kende forskellen, ellers er er keramikovn en virkelig dårlig og kortsigtet investering. Så er det sagt.
– Type af ovn: Der findes en million ovne til en million forskellige behov. De fleste hobbyfolk starter med en topovn, da den oftest er mindre end skabsovne. Det kan være dejligt med en stor ovn, men hvis man skal bruge for lang til på at producere til at fylde den, er det ikke en fordel.
– Vedligehold: Du skal forberede dig på at ovnejerskab medfører en del forpligtelser i forhold til vedligehold. For at holde bedst øje med din ovn og dens tilstand er det vigtigt at holde styr på om brændingerne følger de temperaturkurver du har programmeret. Glasurresultatet kan hjælpe dig med at afsløre fejl på ovnen, der kræver opmærksomhed. Ovnpladerne skal med jævne mellemrum tilses, eventuelt renses for glasurspild og smøres med pladebeskyttelse. Ovntråde har en levetid, der afhænger af, hvor omhyggeligt du behandler dem. Når de er slidt varmer de mindre effektivt og skal skiftes.


Tricks der kan spare dig en formue:

  • Man kan blande pladebeskyttelse selv. Pladebeskyttelse, sørger for at keramik og glasur brænder mindre grundigt fast, hvis det løber ned på ovnpladen. Det kan købes, men er nemt at spare penge på ved selv at blande det. Her er en opskrift: Lige dele aluminiumhydroxid og aluminiumsoksid. Det blandes med vand til det ligner fløde. (husk maske)
  • Man kan lave kiks af ler. Kiks er en sikkerheds ting der gir mening hvis du synes at det er træls at slibe ovnplader med vinkelsliber. Du stiller, i glasurbrændingen din kop (eller hvad du nu har lavet) på en kiks. Hvis glasuren løber, så beskytter kiksen ovnpladen. Kiks er bare en skive ler. Du kan bruge en ostehøvl. De gammel med rulle på er fortrinlige. Du kan genbruge kiks hvis du ikke har spildt på dem. Du kan smøre dem med pladebeskyttelse, hvis de skal være rigtig gode.
  • Man kan slibe ovnplader rene med en vinkelsliber. Du kan også købe nye, men de er ret dyre. Husk maske og beskyttelsesbriller!
  • Man kan selv skifte ovntråde. Det er forbløffende let. Der findes videoer og youtube der forklarer detaljerne. For en topovn som min handler det om en stor tang og fire skruer. Det tager mig en time mens det tager 6 uger at vente på en ekspert. Tålmodighed er ikke en af mine yndlingskompetencer. Det vigtigste her, er at hive stikket ud først.

Hvis du synes det lyder helt uoverkommeligt, så kan jeg glæde mig med at, der er et alternativ. Der findes en indsats til mikroovne, der kan brænde keramik. Den rummer godt nok kun det, der svarer til et krus, men alligevel. Keramik i mirkoovnen!
Hvis det ikke er avanceret nok, så er næste step at undersøge mulighederne inden for gasovne, rakuovne, sagarbrændinger, soda- og saltovne. Elovnen er bare begyndelsen på eventyret.

En keramikovn med indbygget frihed
Der følger bøvl med en ovn, det er der slet ingen tvivl om. For mig er ovnen imidlertid en billet til friheden, hvor det er mig der bestemmer reglerne. Jeg beregner selv, hvor stor en risiko, jeg er villig til at at løbe, for at udforske de keramiske processer og for at opnå de resultater, jeg ønsker. Det er nemlig kun mig selv, der har slæbet med at rydde op efter eventuelle katastrofer. Risikovilligheden er for mig stærkt stigende, efterhånden som jeg opbygger erfaring, og kan gennemskue mulige konsekvenser. Med erfaring er det endvidere muligt at komme katastrofer i forkøbet, hvor man ved risikoen er størst. En helt anden sag er det, med fremmedes forespørgsel, om at låne min ovn. Mistilliden til den andens respekt for lertypens smeltepunkt og glasurens utilregnelighed udløser akut nedsmeltningsangst. I dag er det mig, der står klar med stakitter og bumpere, og beskytter min bedste ven og mit levebrød, min ovn.

Category: Keramik Blog

Indlægsnavigation

Et eventyr om nullermænd
  • Instagram
  • Facebook
  • Mail
©2026 Pureste Mudder | WordPress Theme by Superb WordPress Themes