Rasende og frustreret brasede jeg ind af hoveddøren og kylede min taske hen ad gulvet. “Dem og deres forbandede regler” råbte jeg arrigt efter mennesker, der slet ikke var til stede. Min forbløffede mand vægrede sig ved at spørge ind, og gjorde det kun af pligt. Han vidste allerede, hvad sagens kerne var, for historien…
Kategori: Keramik Blog
Jomfruturen på en keramik blog
Ævl og kævl fra indersiden
“En keramik blog!” siger de kloge, når jeg spørger: “hvad er næste step, når der er styr på de sociale medier og shippingaftalerne?”. “Hmm…?” siger jeg eftertænksomt og forestiller mig at udgyde al min visdom til de jublende masser, der flokkes for at få del i de guldkorn der drysser fra min fyldepen. “Det vil være godt for din SEO optimering” var den næste tørre konstatering der punkterede alle mine luftkasteller og bragte mig tilbage til den virkelige iværksætter-virkelighed. Hvad søren er en keramik blog og hvordan smager SEO-optimering i grunden.
Det er jeg ikke sikker på, at du bliver klogere på her. Til gengæld kan du få et stykke med ævl og kævl fra indersiden af mit hoved og mit vidunderligt turbulente arbejdsliv. Jeg garanterer ikke for kvaliteten, thi det ville være at sælge skind før bjørnen er skudt. Jeg skal nemlig sige dig, at det her er jomfruturen. Du, og i lige så høj grad jeg, risikerer ærlig talt, at jeg er bedre til at dreje en kop, end til at skrive en blog. Så er du advaret. Jeg har googlet mig frem til, at en blog må handle og alt muligt og at de, der gider at læse det, gerne må have en mening om indholdet…. så, hvis du læser det, kan det jo være at du har en mening om, hvad indholdet mon skal være. Hvis ikke du har det og hvis du slet ikke læser med, så tillader jeg mig ydmygt at bevare verdensherredømmet helt for mig selv.
Herfra kan alting ske!