Man træner sin drejeteknik til man er rundtosset og drømmer om cirkler. Når endelig kopperne begynder at ligne noge,t der kan fortolkes som rundt, begynder næste kapitel. Man må besejre den hank, før man nogensinde kommer ud over stepperne, for hvilken Jyde med respekt for sig selv drikker nogensinde af krus uden hank? Man træner og lurer alle de oldschool tricks fra dem der faktisk har en ægte uddannelse og finkæmmer manisk internettet for tutorial,s der kan give bare det mindste lille bitte hint, om hemmeligheden bag den perfekte hank. Du er fanget i et afgrundsdybt kaninhul, der kun afløses af endnu et, når du opdager den alkymi, der ligger bag glasurer og brændingsteknikken. Du kæmper dig frustreret mod et mål, der synes længere og længere væk efterhånden som dine kompetencer i keramik udvikler sig. Jo mere du ved, jo mere forstår du at ingenting ved… og det er ikke engang mig, der var den første, der opdagede det. Pludselig en dag falder et slør fra dine øjne, når det går op for dig, at det mål du stræber efter, slet ikke er nøglen til succes.
Min ambition var at at kunne leve af keramik. Det var min overbevisning, at hvis kvaliteten af mit keramik var høj nok og at jeg kunne arbejde hurtigt nok, så var det salgbart og så kunne man helt logisk set leve af det. Mine livsomstændigheder lå sådan at jeg var placeret ude på landet. Favorabel kvadratmeterpris og en stald, som mange kun kan drømme om. Men her er der med sikkerhed INGEN chance for at blive set, opdaget, solgt. Hvis ingen ser mit keramik, er der heller ingen salg. Jeg tænkte at svaret var at få keramik i butikker, men opdagede hurtigt at de fleste butikker kun er interesserede i kommisionsaftaler. Det betyder at de låner dit keramik, for at sælge det. Hvis de sælger det, beholder de ca. halvdelen af pengene. Hvis de ikke kan sælge det, så får du det tilbage og du har kun haft fornøjelsen af bøvlet og administrationen. Det er svært at blive fed af.
Jeg har opdaget, og nu fortæller jeg det til dig, så du kan vælge at springe over nogle af prøvelserne. Jeg har opdaget, at det er på SOME muligheden for et gennembrud er gemt. Det handler om at blive gode venner med algoritmen. Jeg har en fornemmelse af at Algoritmen i den virkelige virkelighed, er et fænomen af vekselvirkningen mellem brugerfladen af de Sociale Medier, altså et menneskehav, og den programmering der ligger i tarmsystemet på de websites hvor Instagram og Facebook eksisterer. Det er for mig, der er lidt analogt anlagt, et temmelig abstrakt fænomen. Imidlertid har jeg har et indre billede af den. Algoritmen er ligesom et lille grimt og stærkt forkælet rovdyr. Den er altid vågen og altid sulten, men spiser kun helt specifikke ting som den selv har bestemt. Den kan skifte mening lige pludselig, helt uden at fortælle dig det. Den vender sig bare fornærmet væk og kærer sig ikke om dit behov for dens velvilje. Den kan lugte din usikkerhed og vender dig ryggen, hvis du ikke nøder den tålmodigt, insisterede og selvsikkert. Der kan gå lang tid før du vinder dens gunst og den snuser til din hånd for første gang. Kun de, der underkaster sig algoritmens logik og luner bliver udvalgt og kan høste den eksponering, der er svaret på alle kunstnerens kvaler. Jo bedre du fodre din algoritme, jo mere gunstigt vil den vise dig og dit produkt frem, og forøge chancerne for at dit indhold rammer netop de mennesker du appellerer til, men som aldrig ville være kommet til udkants-Varde.
Der er muligvis forskel på algoritmer. Jeg er endnu ikke helt klar over om algoritmen med tiden tilpasser sig de ting du serverer for den, eller om det udelukkende handler om, at ramme den smag, den har. Jeg vil forsøge at give dig et indblik i, hvordan jeg fodrer min Algoritme.
Det er vigtigt at Algoritmen fodres med regelmæssigt mellemrum. Ellers bliver den mavesur og vrangvillig, præcis som os andre. Hvis den fodres for meget på en gang, kan den slet ikke nå at fordøje det, og maden er spildt. Gem lidt til senere. Fodring skal helst være hver dag og varieret men for gudsskyld inden for Algoritmens smagspalette. Algoritmen tager kun en lillebitte hurtig bid af serveringen, før den vurderer om føden er værdig til indtagelse. Derfor er det overordentligt vigtigt, at den lækreste, sødeste og glatteste bid ligger øverst. Den skal helst stråle farverigt og indbydende så appetitten og humøret øges. Kræsenheden må kun udfordres langsomt. Det er som regel meget svært, at overtale algoritmen til, at tage imod indhold, der fiberrigt med højt lixtal eller kræver arbejde at fordøje. De hurtige kulhydrater giver den bedste stemning. Jo lettere det glider ned, jo mere tilfreds bliver den. Hvis man serverer tilstrækkeligt mange livretter lader algoritmen sig indimellem spise af med indhold, der smager bedst for dig. Hvis du gør det for tit, bliver den fornærmet og holder igen med eksponeringen.
Man kan vælge at irritere sig over Algoritmens nøkker. Men hvis du nurser den og varter den op, kan den være kilden til dit kunstneriske gennembrud. Det er et valg, der helst skal træffes med åbne øjne, når man begiver sig ud i et vidunderligt samtidigt givende og krævende afhængighedsforhold. Jeg kender ikke fremtiden tilstrækkeligt til at kunne love, at det bliver lykkeligt til vores dages ende, men jeg håber det og ser hvad morgendagen bringer.
